Ordensreglement

For at kunne bo og trives, hvor 3.000 - 4.000 er sammen, må vi naturligvis have nogle »leveregler«.
»Råd og anvisninger« er vore ordensregler. Bemærk, at de er udarbejdet og vedtaget af os beboere!

Et godt klima er meget værd
En bebyggelse med så mange beboere som Grantoften, er et minisamfund på godt og ondt. Her findes beboere, som helst vil være sig selv og andre, som er interesserede i samvær med deres medbeboere, og der skal være plads til alle. Alligevel er vi fælles om mange ting, og det er derfor både naturligt - og nødvendigt - at opstille nogle almindelige regler for, at vi alle kan leve i et godt klima og for, at boligafdelingen kan virke med sine mange faciliteter. Det skaber tryghed og tilfredshed, hvis vi alle erkender, at det er nødvendigt at tage hensyn til hinanden. Reglerne skal også være med til at skabe god ro og orden for os alle sammen, samt at holde boligafdelingen og friarealerne i pæn stand.

Grantoften er en moderne boligafdeling med beboerdemokrati. Det betyder, at beboerne har medindflydelse på afdelingens økonomi og selv vælger den afdelingsbestyrelse, der skal repræsentere beboerne i de sager, der har med Grantoften at gøre. Alt dette sker på det årlige afdelingsmøde. Vi har som beboere stor mulighed for at påvirke, hvad der sker i Grantoften. I den forbindelse skal man bemærke, at Grantoften er en økonomisk enhed, der hviler i sig selv. Det betyder, at vi alle sammen er med til at betale de udgifter, der nu måtte være - fx. vedligeholdelsesudgifter. Derfor er det nødvendigt, at både børn og voksne tager mest muligt hensyn til bygninger, beplantning og de øvrige omgivelser. 

Download

160428-ordensreglement.pdf
regelst-for-legepladser.pdf

Ved indflytning, bør du være opmærksom på følgende:

1. Forsikringer

Grantoften har tegnet en kollektiv glasforsikring. Hvis du eller dine børn slår en rude i stykker, skal dette hurtigst muligt - bl.a. af hensyn til skarpe glasskår - meddeles Grantoftens Kontor, som vil rekvirere udskiftning gennem forsikringen. NB: Bemærk venligst at glasforsikringen ikke omfatter dækning af håndvaske, WC-kummer eller cisterner. Du skal samtidig være opmærksom på, at skade på indbo som følge af vand, brand m.m. IKKE er omfattet af afdelingens forsikringer. Udbedring vil derfor skulle ske for beboernes egen regning eller forsikring. Dette gælder også ting, der opbevares i kælderrum. Derimod er bygningsdele (loft -gulv -væg, herunder tapet m.m.) omfattet af afdelingens forsikringer.
Ligeledes skal du være opmærksom på, at bygningsbeskadigelse som følge af vand fra vandsenge eller selvforskyldt forstoppelse af afløb, heller ikke er omfattet af ejendommens forsikring.

Er du i tvivl, så spørg Grantoftens kontor.

2. Husdyrhold

Det er tilladt at holde husdyr i Grantoften. Tilladelsen gælder én hund eller én kat.
Pr. 1. juli 2010 er det jf. gældende lovgivning ikke tilladt at anskaffe en række kamphunde i Danmark. Disse racer fremgår af tillæg til husdyrtilladelsen, der udstedes af Grantoftens kontor.
Tilladelse til husdyr gives på bestemte betingelser, som er beskrevet på den "Husdyrtilladelse" og "Tillæg til husdyrtilladelse", du skal skrive under på, hvis du ønsker at holde husdyr. Husdyrtilladelsen og tillægget er medtaget i sin fulde ordlyd bagerst i ordensreglementet.
Men det er vigtigt at være opmærksom på, at husdyr ikke må være til gene for andre beboere.
Husdyr skal altid føres i snor, og de må ikke overlades til personer, der ikke har den fornødne kontrol over dyret.
Du skal også være opmærksom på, at fugle, fisk m.v., som holdes i bur eller terrarium, betragtes som stuekulturer og at det for dem også gælder, at de ikke må være til gene for andre beboere – d.v.s. at husdyrreglernes generelle bestemmelser også er gældende for smådyr.
Der må ikke holdes andre husdyr, end de her nævnte.

3. Køleskabe og komfurer

For at få fuldt udbytte af køleskab og komfur bør du sætte dig ind i brugsanvisningerne for disse. Normal drift og vedligeholdelse betales af afdelingen, hvorimod du selv skal betale udskiftning af pærer og udbedring af skader som følge af misbrug.
Er du i tvivl, bør du rådføre dig med personalet på Grantoftens Kontor.

4. Tekniske installationer

Ønsker du at anskaffe vaskemaskine, tørretumbler eller opvaskemaskine, skal der først indhentes skriftlig tilladelse hertil på Grantoftens Kontor.
Ved anskaffelse af andre stærkt forbrugende el-apparater og/eller apparater med fast tilslutning til vand, skal du rådføre dig med Grantoftens Kontor inden opsætning heraf. Det kan oplyses at boligerne i etageboligerne kun har 2 x 380 V vekselstrøm på komfurgruppen. I etageboligerne er alle køkkener og badeværelser udstyret med udsugning. Udsugningsventilerne står i forbindelse med et fælles indblæsnings- og udsugningsanlæg. Derfor må du ikke tildække eller ændre på ventilernes udformning eller tilslutte emhætte med egen motor, da du derved ødelægger udsugningsevnen fra dine medbeboeres boliger. Udsugningsventilerne skal renses med jævne mellemrum, for at få fuld udnyttelse af udsugningen.
Som energibesparende foranstaltning er udsugningsanlægget udført således, at udsugningshastigheden automatisk nedsættes uden for de såkaldte spidsbelastningsperioder.

5. Elevatorer

Elevatorerne må ikke benyttes til leg!
Alle elevatorer er forsynet med sikkerhedslåse og et ekstra sæt foldedøre. Som en ekstra sikkerhedsforanstaltning er der også installeret en »tryghedsalarm«.
Tryghedsalarmen gør der muligt for brugeren af elevatoren at komme i telefonkontakt med vagthavende hos Falck.
Dette sker automatisk, hvis du ved indespærring trykker på panelets alarmknap i mindst 15 sekunder.
Når vagtcentralen modtager opkaldet, vil du blive tiltalt og vagten vil sørge for, at du hurtigst muligt bliver hjulpet ud af elevatoren.
Fortæl dine børn hvordan elevatoren benyttes og hvorledes de skal forholde sig i tilfælde af elevatorstop. Fortæl børnene at fornuftig brug hindrer meningsløse ulykker.
Det er ikke tilladt at ryge i elevatorer og på trappeopgange.

6. Antenner og ledninger

Alle boliger er tilsluttet fællesantenneanlæg for fjernsyn og FM-radio. Tilkobling hertil må kun ske med originale stik og ledninger (75 ohms coaxialkabel), da anlægget er følsomt overfor ukontrollerede ændringer. Fejl på antenneanlægget er dækket af afdelingens servicekontrakt, men skyldes fejlen beboerens egen indgriben i boligens installation eller fejl på beboerens eget anlæg, skal vedkommende beboer selv betale et evt. servicebesøg. Husk at et sådant indgreb eller en sådan fejl også kan få betydning for modtageforholdene i dine medbeboeres boliger.
Du må kun opsætte udvendige private radioantenner eller paraboler efter forudgående skriftlig ansøgning til og tilladelse fra Grantoftens Kontor.
Antenneanlægget er udført som et stikledningsanlæg.

7. Skiltning

Skiltning og reklamer pryder ikke en afdeling og må da heller ikke opsættes uden skriftlig godkendelse. Det er - som følge af dørens konstruktion - ikke tilladt at slå søm eller skruer i rækkehusenes hoveddøre. Det er heller ikke tilrådeligt i højhusdørene. Sørg altid for at have en pæn hoveddør, og for rækkehusene et pænt og rent udhæng over hoveddøren - det er familiens ansigt udadtil.

I boligen gælder følgende:

8. Vinduer og døre

Alle vinduer i boligen skal være hele, se punkt 1. Det er tilrådeligt, at du holder din hoveddør og altandøre/havedør låst, når boligen ikke er under opsyn.

9. Regn, frost m.v.

Utætheder og indslag af regn og sne samt ethvert forhold – fx. utætheder i rør - der kan virke ødelæggende for ejendommen, skal snarest muligt anmeldes til Grantoftens Kontor.

10. Vandhaner og cisterner

Utætte vandhaner og cisterner medfører ofte et stort - og fordyrende - merforbrug af vand, ligesom defekte haner kan være til lydmæssig gene for andre beboere.
Vedligeholdelsesreparationer af afdelingens installationer udføres, uden du selv skal betale for det, du skal blot henvende dig til Grantoftens Kontor. Reparation af egne »ekstra installationer« til fx. vaskemaskine er for egen regning.
Blandingsbatteriernes luftblander (hanestuds) og bruserhovedet skal med jævne mellemrum afkalkes. Dette gøres bedst ved at afmontere disse og lægge dem i eddike eller fortyndet eddikesyre i ca. 1/2 time, hvorefter de igen kan monteres.

11. Bad og toilet

Af hensyn til natteroen bør der ikke bades mellem kl. 23.00 og kl. 06.00. Tilstopning af afløb forårsages bl.a. af, at for store ting skylles ud gennem vask og toilet! Hygiejnebind, bleer, vat, avispapir, og lignende må aldrig kastes i toilettet, men skal pakkes forsvarligt ind og kastes i affaldscontainerne/miljøstationerne. Sand, høvlspåner o. lign. fx. fra husdyr tilstopper vort kloaksystem, hvis det skylles ud i toilet eller vask, dette må derfor ikke ske. (Se punkt 19).
Du bør jævnlig foretage rensning af gulvafløb og vandlåse, da du ved tilstopning selv skal betale for rensning heraf.
I øvrigt omfatter din egen vedligeholdelse af afløb m.v. kun køkkenvask og vandlås samt vask og gulvafløb i bad. Faldstammer, Wc-installation og skjulte vandlåse renses på foranledning af afdelingen. Men, ved manglende vedligeholdelse/rengøring eller fremmedlegemer (som fx. legetøj) i installationen - skal du selv betale.
Eventuelle utætheder i installationerne skal straks meddeles Grantoftens Kontor.
Rengøring af håndvask, toiletkumme og fliser kan ske med almindeligt vand tilsat flydende rengøringsmiddel eller vaskepulver.
Ekstra rengøring, fjernelse af kalk og rustpletter m.v. kan udføres med blødt skurepulver eller skureklud, husholdningseddike eller specielle kalkfjerningsmidler (brugsanvisning følges). Eddikesyre og kalkfjerningsmidler indeholder syre og kan ødelægge fugerne og flisernes bagside, hvis det suges igennem fugerne.
Hvis disse midler anvendes, skal det derfor ske med stor forsigtighed og kun på selve fliserne. Flisefugerne beskyttes noget, hvis de forinden fugtes grundigt med rent vand.
Fliser og flisefugerne må ikke males, idet det ikke er muligt, at bringe disse tilbage til oprindelig stand.
Brug aldrig syreholdige væsker til rensning af afløb, da disse derved tæres langsomt op.

12. Varme og udluftning

Boligens radiatorer er monteret med digitale målere og termostatiske radiatorventiler. Når ventilen er indstillet på den ønskede rumtemperatur (max. 21-22º), betyder det, at den automatisk vil åbne for varmen, når der bliver koldere og lukke for varmen, når der igen bliver varmere. Håndtaget stilles på den ønskede rumtemperatur (brug et stuetermometer ophængt på en indervæg). Tallet 3 ud for pilen vil oftest svare til en rumtemperatur på ca. 19-2OºC. Termostatventilens føler (oftest placeret under radiatoren eller indbygget i håndtaget) må ikke dækkes af et gardin, møbler eller lignende, da den så ikke kan regulere rumtemperaturen korrekt.
Varmeregnskabet udarbejdes med baggrund i Kollektivbyen Grantoftens samlede energiforbrug, og de målte enheder på radiatorvarmemålerne i hvert enkelt bolig. Varmeregnskabet følger kalenderåret, og målerne gemmer automatisk det registrerede forbrug, indtil aflæsningen har fundet sted.
HUSK: Hvis rumtemperaturen er korrekt, behøver radiatoren ikke nødvendigvis at være varm.
God udluftning af boligen og dens skabe hindrer fugtskader på træværk, tapet og maling p.g.a. emdannelser.
God udluftning betyder IKKE lang udluftning, men foretages bedst ved kraftig gennemtræk i 5 -10 min. 2 - 3 gange i døgnet.
Herved opnås et effektivt luftskifte uden nævneværdig nedkøling af vægge og møbler. Du vil derfor hurtigt igen opnå normal stuetemperatur - og vi kan spare energi dette både til din egen og vor fælles glæde.

13. Gulve

Gulvene i opholdsrummene er parketgulve og er behandlet med vandbaseret lak af typen D-503 PACIFIC PLUS. Ved fremtidig vedligeholdelse må der kun anvendes ovennævnte eller tilsvarende produkter, således at gulvene ikke ødelægges. Daglig rengøring klares normalt ved støvsugning eller aftørring med en opvredet klud. Grovere snavs fjernes med rengøringsmiddel (PH-værdi ca. 7). Baderumsgulvene er terrazzogulve og tåler ikke syre, fedt eller olie. Fedt og olie kan nedsuges i gulvet og derved danne pletter.

Terrazzogulve kan støvsuges og vaskes om nødvendigt i vand tilsat sæbespåner, vaskepulver eller flydende rengøringsmiddel. Sæbespåner efterlader et tyndt lag kalksæbe der gør overfladen tættere og nemmere at holde. Vaskepulver giver en mat, men til gengæld lidt mere skridsikker overflade. Kalkpletter fjernes med skurepulver eller karborundumsten. Terrazzo må aldrig bones med terpentinbonevoks, da det derved bliver meget glat.

14. Altaner / haver

Altaner: 

For at undgå snavs og vandgener hos andre beboere er det nødvendigt at holde altangulv og afløb rent. Du må kun opsætte altankasser INDEN for altankanten. Udvendig opsætning er af sikkerhedsmæssige grunde ikke tilladt. Altanerne må kun nymales i de fastsatte farver. Dette for helhedsindtrykkets skyld. Malebehandling skal ske efter anvisning fra Grantoftens Kontor. Altaner er - for at sikre mod nedbrydning af betonkonstruktionerne - lukket med skydevinduer. Det er af hensyn til effektiviteten vigtigt, at disse holdes lukket i dårligt vejr. I øvrigt er altanlukningen konstrueret således, at du ikke må forvente, at den er helt tæt.

Altanerne må ikke bruges til opmagasinering af diverse effekter. Til dette formål henvises du til at benytte det til boligen hørende kælderrum.

Haver:

Du har mulighed for at plante din have til med spændende planter. Tænk blot på, at træer og buske kan genere naboerne og i visse tilfælde ødelægge hækken. En misligholdt have kan nemt blive et dyrt bekendtskab. Afdelingen har nemlig ret til at istandgøre sådanne for beboernes regning i følgende tilfælde:

  1. Hvis hækken ikke er klippet henholdsvis inden 1. juli og 1. oktober i den angivne højde.
  2. Hvis græsset er mere end 15 cm højt.
  3. Hvis der henligger husdyraffald/affaldssække/papkasser/gamle møbler m.m., da dette tiltrækker rotter, mus og ræve.
  4. Hvis der er uforholdsmæssigt meget ukrudt.

Haveaffald må ikke afbrændes, men kan afleveres til en af containerpladserne ved Kulturhuset eller ved p-pladsen i Grantofteparken. (Se i øvrigt punkt 19).

Der kan ikke opnås tilladelse til opstilling af flagstænger eller ændringer i øvrigt, der ikke er beskrevet i råderetten.

Vær opmærksom på, at hækken skal klippes 2 gange årligt. Første gang inden 1. juli, anden gang inden 1. oktober. Højden må ikke overstige 1,80 meter som nævnt i hegnsloven.

Havens og terrassens niveau må ikke hæves, hvis dette vil kunne skabe vand- og fugtproblemer hos naboen. Specielle anlæg kan ved fraflytning kræves fjernet.

Der må ikke opstilles badebassiner over 2000 l og tømning af disse skal ske på en sådan måde, at naboerne ikke generes.

Det er ikke tilladt at plante klatreplanter op ad de nye facader i Grantofteparken,
Haverne i Grantofteparken/Platanbuen skal efter årstiden være opryddet og vedligeholdt.

Musik

Benyttelse af radio, fjernsyn, musikinstrumenter o.l. skal ske med fornøden hensyntagen til naboerne. Hold vinduer og døre lukkede eller spil dæmpet. I de sene aftentimer bør du vise særligt hensyn og skrue ned, så du ikke forstyrrer andre beboeres ønske om nattero og altan eller havehygge. I særlige tilfælde bør du sikre dig, at naboerne og genboerne er indforstået med »støj« mellem kl. 24.00 og 06.00.

16. Støj

Symaskiner, skrivemaskiner o.l. anbringes på støjdæmpende underlag for at hindre støjgener hos naboerne. Banken samt brug af slagboremaskiner og andet som giver støjgener, må kun finde sted mandag - torsdag mellem kl. 09.00 og 19.00, fredag og lørdag mellem kl. 09.00 og 18.00. Søn- og helligdage er al hamring og boring forbudt. Disse tider skal respekteres. Tænk på dine naboer og de tænker på dig.
NB: Mod depositum kan der lejes slagboremaskine på Grantoftens Kontor.

17. Ændring at det lejede

Du må gerne foretage ændringer i din bolig - du har endda mulighed for at få godtgørelse for forbedringer ved fraflytning, hvis du skulle flytte inden for en bestemt årrække. De ændringer du må foretage, er beskrevet i et »Råderetskatalog«, som er vedtaget på et afdelingsmøde.
Er der noget, du er i tvivl om i denne forbindelse, er du velkommen til at henvende dig til Grantoftens Kontor.
Dog gælder det for rækkehusene, at yderdørene kun må males i bestemte farver.
De oprindelige køkkenelementer (Atlas.) kan males i indtil 3 forskellige kulører.
Nye køkkener (Vordingborg og JKE.) med laminerede låger må ikke males.
Retningslinierne og yderlige informationer kan fås ved henvendelse på Grantoftens Kontor.

18. Fravær i længere tid

Skal du være væk fra din bolig i længere tid, kan det være praktisk at underrette Grantoftens Kontor herom og evt. her aflevere en nøgle til boligen. Ejendomsfunktionærerne har dog ingen pligt til at holde boligen under opsyn. Undgå så vidt muligt nedrullede gardiner og andre synlige tegn, der kan friste eventuelle indbrudstyve.

Uden for boligen gælder følgende:

19. Affald

Af hygiejniske grunde, herunder arbejdsmiljøet for vore ansatte, skal alt køkkenaffald være forsvarligt indpakket i skaktposer, inden det kastes i affaldsbeholderne på p-pladsen ved højhusene eller de til rækkehusene opstillede miljøstationer.
Affaldsbøtter opstillet i området må ikke bruges til husholdningsaffald, storskrald eller pap.

Du skal selv bringe dit haveaffald og dit storskrald til en af Grantoftens containerpladser, som ligger henholdsvis bag kulturhuset "Ind i Varmen" Baltorpvej 219 og langs Grantofteparkens parkeringspladser. Åbningstiderne kan ses på TV-Grantoften.

Hvis du har store genstande, der skal kasseres, kan du låne en træk- eller sækkevogn på Grantoftens Kontor i åbningstiden. (Depositum 100 kr.).

Containerpladsen.

Er du ældre, gangbesværet eller har du på anden måde problemer med selv at transportere dit storskrald til containerpladsen, kan du få hjælp hertil. Du skal blot kontakte Grantoftens Kontor, hvor du kan træffe en aftale. Papir, glas og flasker skal henkastes i kommunens containere, der er opstillet på parkeringspladserne samt ved butikscenteret. Rotter og mus trives i Grantoften, så længe der kastes køkkenaffald andre steder end i affaldsbeholderne/miljøstationerne. Ser du rotter i Grantoften, meddel da venligst dette til Grantoftens Kontor.

20. Barnevogne, cykler, knallerter, legeredskaber m.v.

Disse ting bør ikke henstilles således, at de er til gene for andre, men bør placeres på de pladser og i de rum, der er indrettede hertil. Sørg for, at knallerten ikke taber benzin i kældrene.
Brandtilsynet har meddelt os, at knallerter ikke må parkeres i patioerne.
Cykling er - med forsigtighed - tilladt på gangarealerne i området. Cyklende skal vige for gående. Knallertkørsel er af sikkerhedsmæssige grunde ikke tilladt i området incl. brandvejen.

21. Trapper, pulterrum og kælderrum

Trapperne kan se pæne ud, hvis de behandles med omhu. Sørg for, at ingen i familien »taber« papir, madrester eller på anden måde skamferer vore trapper.
Vi er kun os selv til at betale for rengøring og istandsættelse. Af hensyn til rengøringspersonalet bør der ikke henstilles effekter på eller under trappen. Benyt patioen til barne- og klapvogne.
Det er ikke tilladt at ryge i trappeopgange og elevatorer.
Pulterrummene skal være aflåsede, hvad enten de benyttes eller ej. Sørg for, at dine børn ikke leger i vore kældre og forlad altid disse i aflåst stand.
Døre med smæklås og/eller dørpumpe bør i din egen interesse holdes lukkede.

22. Tøjtørring, tæppebankning m.v.

Tøjtørring bør - for at undgå fugtproblemer - ikke ske i boligen. Kan dette ikke undgås, benyt da kun baderummet hertil. Uden for boligen bør tøjtørring og udluftning af sengetøj m.v. foretages så diskret som muligt og undgås på søn- og helligdage. Et tørrestativ klæder hverken en have eller en altan og tøjtørring på tværs af pergolaen ved rækkehusene eller på tværs af altanerne over brystning (betonkant ) langt mindre! Tæppebankning m.v. må ikke ske fra vinduer og ud over altaner af hensyn til andre beboere.

23. Leg og boldspil

Lad ikke børnene lege og opholde sig på trapper, gennemgange, kældre og andre steder, hvor det kan være farligt eller til væsentlig gene.
Det er naturligvis ikke tilladt at tegne og male på afdelingens træ og murværk eller på anden måde beskadige bygningerne og friarealerne.
Børns leg med bue og pil, luftbøsser og lignende farlige sager må ikke finde sted. Ejendomsfunktionærerne er pålagt at skride ind, hvis dette ikke overholdes, for at undgå meningsløse ulykker.
Boldspil har erfaringsmæssigt kostet mange ruder, planter og lamper. Det er derfor nødvendigt at henlægge boldspil til de i området egnede steder, således at der ikke spilles, hvor dette kan forvolde skade. Boldspil i rækkehusgårdene og ved højhusenes/Platanbuens trappeindgange/glasfacader er ikke tilladt.

24. Skån de grønne anlæg

Alle vil gerne bo i et pænt kvarter. Vi bestemmer selv, hvorledes vore omgivelser skal beplantes. Vil beboerne - og i særdeleshed børnene - gøre deres til at værne om de kollektive anlæg, kan vi få megen glæde af disse.

25. Parkering, Motorkørsel og bilvask

Parkering af motorkøretøjer under 3500 kg må foretages på Grantoftens P-pladser, dog ikke på de specielt reserverede P-pladser til fx. handicapkøretøjer. Vi opfordrer til, at firmabiler i videst muligt omfang parkeres så tæt ved til/afkørselsvejene som muligt, da en lille personvogn, der er parkeret mellem to store firmabiler, er et oplagt indbrudsobjekt
Parkering af campingvogne, trailere o.l. skal ske på de af Grantoftens Kontor anviste pladser.
Lejeprisen for de anviste pladser er den af afdelingen til enhver tid gældende fastsatte takst og opkræves over huslejen som tillæg til denne.
Kollektivet har et antal garager. Hvis du/I ønsker at leje en garage skal du/I henvende jer på Grantoftens Kontor. Du/I vil så enten kunne leje en garage eller vil blive skrevet på venteliste, hvis der ikke er nogle garager ledige. Står du/I på venteliste og af en eller anden grund alligevel ikke ønsker at leje en garage, giv da venligst Grantoftens Kontor besked, så du/I kan blive slettet af ventelisten.
Lejen af en garage opkræves over huslejen som et tillæg, prisen er den til enhver tid af afdelingen fastsatte takst.
Der må ikke henstilles entreprenørmaskiner o.l., uindregistrerede motorkøretøjer eller lastvognstrailere på Grantoftens område.
Ligeledes må der ikke parkeres i rækkehusgårdene/Legegaden i Grantofteparken samt på alle brandvejene i Grantoften.
Motorcykler, (45) knallerter skal parkeres der, hvor der er specielt indrettet pladser til disse køretøjer.
Der må ikke parkeres motorcykler i rækkehusgårdene.
Trænger din bil til at blive vasket og du selv vil vaske den, kan du gøre det på vaskepladserne ved højhusenes transformatorstationer (på nordsiden af højhusblokkene).

26. Renholdelse

Rækkehusbeboerne skal selv sørge for renholdelse af partiet uden for hoveddøren og køkkenvinduet (herunder også snerydning).
Beboerne i etageboligerne skal selv sørge for rengøring under måtten.

27. Regelsæt for legepladser

Regelsæt for legepladsrepræsentanters ansøgninger, indkøb af materialer eller leverancer samt indretning og opstilling af legeredskaber.

  1. Generelt
    1. Det under afdelingsmødet godkendte budget fastlægger størrelsen af det beløb, der står til rådighed for gårdene og blokkene til anskaffelse, vedligeholdelse af gårdmiljø, legeredskaber og etablering af faldunderlag. Halvdelen af beløbet, der står til rådighed for de pågældende gårde og blokke, er reserveret til indkøb af legepladsudstyr eller vedligeholdelse heraf.
    2. Legeredskaber og legepladsers indretning skal udføres i henhold til Bygningsreglementets bestemmelser og relevante nationale/europæiske standarder på området. Grantoftens Kontor kan til enhver tid skride ind, såfremt der er begrundet formodning om, at gældende regler ikke overholdes.
    3. Miljøudvalget indkalder alle beboervalgte legepladsrepræsentanter til et fælles statusmøde i løbet af foråret, hvor relevante emner drøftes blandt legepladsrepræsentanter, repræsentanter fra miljøudvalget og Grantoftens Kontor.
    4. Miljøudvalget informerer legepladsrepræsentanterne om eventuelle ændringer af regler, standarder m.m. Supplerende oplysninger kan indhentes ved henvendelse til Grantoftens Kontor, som tillige ligger inde med gældende bestemmelser og relevante standarder til gennemsyn.
    5. Hvis ingen ønsker at udføre frivilligt arbejde i de enkelte områder, vil ejendomskontoret stå for vedligeholdelsen af legepladserne.
  2. Opgaver og tidsfrister
    1. Legepladsrepræsentanterne skal sikre, at beboerne i de pågældende gårde og blokke er orienteret om muligheden for indkøb af materialer eller leverancer i henhold til nærværende regelsæt, og at beboerne træffer afgørelse om, hvilke indkøb der i givet fald ønskes foretaget.
    2. Senest den 1. april fortages sikkerhedseftersyn af legepladserne af en autoriseret legepladsinspektør. Med baggrund i rapporten fra legepladsinspektøren indhentes tilbud på udførelse af det sikkerhedsmæssige arbejde. Det beløb, som tidligere blev i budgettet til en ny legeplads bruges på sikkerhedscheck og eventuelt råd og svamp i legeredskaber. Eventuelt resterende beløb kan søges af de enkelte områder efter 31. august.
    3. I perioden 1. maj – 1. juni skal legepladsrepræsentanterne meddele Grantoftens Kontor, om gården eller blokken er interesseret i helt eller delvist at anvende rådighedsbeløbet. I modsat fald vil beløbet kunne anvendes til andet formål.
    4. Senest den 31. august skal legepladsrepræsentanterne fremsende gårdens eller blokkens eget udkast til regnskab over forbrugte midler til Grantoftens Kontor, hvilket efterfølgende sammenholdes med kontorets. Det bevilgede beløb må ikke overskrides.
    5. SSenest den 1. oktober skal anmodninger om udstedelse af rekvisitioner være indleveret, idet Grantoftens Kontor herefter ikke udsteder flere rekvisitioner for det pågældende år.
    6. Senest den 1. november skal alle udstedte rekvisitioner af hensyn til regnskabsafslutningen være anvendt.
  3. Procedure for indkøb
    1. Alle legepladsrepræsentanter skal påtegne et underskriftsbilag til Grantoftens Kontors brug og sikkerhed for, at rekvisitioner kun udstedes til de valgte legepladsrepræsentanter.
    2. Legepladsrepræsentanterne sørger selv for indhentning af tilbud på ønskede materialer eller leverancer. Grantoftens Kontor oplyser gerne navne på de håndværksmestre og/eller leverandører, der sædvanligvis anvendes i Grantoften.
    3. Der udarbejdes en liste med angivelse af ordrens art, pris inkl. moms, leverandør eller håndværksmester samt hvor og hvornår materialerne ønskes leveret. Listen udgør grundlaget for rekvisitionsanmodningen, som underskrives af 2 ansvarlige legepladsrepræsentanter og afleveres til Grantoftens Kontor.
    4. Ordrer rekvireres af Grantoftens Kontor efter godkendelse ved udstedelse af en rekvisition. Indkøb af f.eks. elektrisk håndværktøj og andre større maskiner kan ikke godkendes, men disse kan i særlige tilfælde lånes på materialegården efter nærmere aftale og mod kvittering.
    5. Når materialerne afhentes af eller modtages af en af de ansvarlige legepladsrepræsentanter, skal den medfølgende følgeseddel underskrives og afleveres hurtigst muligt til Grantoftens Kontor til godkendelse og ekspedition af de indkomne regninger.
    6. Ved nyindretning af hele områder/legepladser skal der udarbejdes tegningsmateriale og tilbud, som tilsendes Grantoftens Kontor til godkendelse. Dette materiale søges udarbejdet af legeredskabsleverandøren i samarbejde med legepladsrepræsentanterne og skal indeholde oplysninger om indretning, legeredskabstyper, faldunderlag og sikkerhedsafstande.
    7. Legepladsrepræsentanterne sørger for at færdigmelde eventuelt nyopsatte og ændrede legeredskaber til Grantoftens Kontor, som straks efter færdigmeldingen foretager eftersyn sammen med de pågældende legepladsrepræsentanter.
28. Ordensregler for centret

Inden for det med skilte afmærkede område ved Grantoftecentret gælder følgende ordensregler:

  • Det er ikke tilladt at medbringe cykler, knallerter, motorcykler eller lignende i centret. Disse skal henstilles i de anviste stativer og arealer.
  • Hunde må ikke medtages i centret, men skal stilles/sættes ved hundekrogene ved indgangene. Hunde må ikke stilles/sættes i gennemgangene til centret, ved nedgangen til salen og foran selskabslokalerne.
  • Henkastning af papir og affald, samt forurening i øvrigt, eller beskadigelse af bygninger, bænke, blomsterkasser eller andre af centrets indretninger er ikke tilladt.
  • Det er ikke tilladt uden for de hertil godkendte lokaliteter at indtage alkoholiske drikke.
  • Der er ikke tilladt at færdes synligt beruset i området eller genere andre ved tilråb eller på anden måde.
  • Det er ikke tilladt at løbe på rulleskøjter, løbehjul, skateboard og lignende, i centret og mellemgangene.
  • Der er rygeforbud i centeret.

I øvrigt henvises til afdelingens ordensreglement.

OVERTRÆDELSE AF ORDENSREGLEMENTET VIL BLIVE MEDDELT DAB. I YDERSTE KONSEKVENS VIL DET MEDFØRE OPHÆVELSE AF LEJEMÅLET.