Referat af afdelingsbestyrelsesmøde torsdag d. 3/6 2021

Referat af afdelingsbestyrelsesmøde torsdag d. 3/6 2021 kl. 19.00-21.00

Mødet holdes i Selskabslokalerne.

1.0 GODKENDELSE AF REFERATER

Referat fra 6/5 2021 er: Referatet er godkendt.

2.0 ORIENTERING/MEDDELELSER/BESLUTNINGER.

2.1 Ledelsen

Orientering

Intet nyt

2.2 Forretningsudvalget/Formanden

Orientering
Nabogo – samkørsel. Kommunen inviterer Grantoften til samarbejde/informationsmøde om samkørsel i Ballerup. Bilag er udsendt med indkaldelse. Irene vil gerne melde sig som bestyrelsens repræsentant. LE kontakter kommunen for nærmere information omkring datoer.

Det foreslås, at udgivelsesdatoen for beboerbladet flyttes til midt i måneden, så informationen fra bestyrelsesmødet kan komme med. Bestyrelsen er enige om, at det er en god ide, men lader informationsudvalget tage beslutningen.

Der var på repræsentantskabsmødet i sidste uge ikke nok til stede, så vedtægtsændringer kunne vedtages. Der indkaldes til nyt møde 10/6 kl. 17.30, hvor der skal stemmes.

Fodboldklubben vil i år ikke afholde Sankt Hans, som derfor aflyses. Afdelingsbestyrelsen er enige i, at det er omstændigt at skulle afvikle arrangementet, så længe der er coronarestriktioner og regler.

2.2.1 Orientering fra ejendomslederen

Orientering
Problematik omkring antal af handicapparkeringspladser og løsning for elscootere. Der kommer mange henvendelser til ejendomskontoret vedr. parkeringsmuligheder for den nye type elscootere, som mange beboere har fået. Der er flere, der i dag oplader ved at trække en ledning ud gennem kælderdøren til gene for andre beboere, der ikke ønsker at dørene står åbne. Bestyrelsen vil kikke på problemet på havevandringen. Ligeledes for antallet af handicapparkeringspladser.

I GP er der i dag sat skilte på de nye miljøstationer. Grønne spande kommer ud i dag. Der vil blive udmeldt startdato meget snart, når vi ved, hvornår Vestforbrændingen starter med at tømme stationerne.

Maskinhallen er færdigmeldt. Værkstedet afventer dog stadig godkendelse hos kommunen. Der er endnu ingen dato for nedrivning af den gamle og snart tomme materialegård.

JG har i dag haft møde med Mortalin, da firmaets rotteindsats i området ikke er tilfredsstillende. Mortalin vil udarbejde en skrivelse til alle beboere i GP, hvor der vil stå, at der kommer en besigtigelse af alle haver for rottereder. Mortalin vil søge at gå i samarbejde med kommunen omkring indsatsen.

2.3 Miljø- og teknikudvalg

Orientering
Ladestandere status. Udvalgsmøde med Nortec (hos dem) vedr. ladestandere d. 23. juni. Udvalget har desuden bedt Henrik fra DAB lave en skrivelse til beboerne omkring problematikken 

med ladestandere i almennyttige boligselskaber. Der vil efterfølgende blive arrangeret et møde med Nortec for hele bestyrelsen.

Status legepladser – nogle af legepladserne er ved at være færdigmalede. Andre arbejder igangsættes i GP, og der vil blive indkaldt til møder med gårdudvalgene i blokkene.

Ombygning af hotellet går i gang nu. Der er informeret på Facebook, og der vil blive sendt information ud til berørte beboere, hvis der vil være støjende arbejde eller andre gener.

Der skal laves en skraldesortering løsning for selskabslokaler, KU og BIV. Udvalget forslår, at der indkøbes sorteringsstandere til selskabslokalerne, beboerhuset og til køkkenet ved Salen, som der kan sorteres i. Beboerne skal selv bære skraldet over til miljøstationerne efter brug af lokaler. Klubberne vil få mere detaljeret besked om, hvad de skal gøre. Gårdmændene må ikke håndtere skraldet.

Status Institutionsstien – firmaet kommer og laver det sidste meget snart. Ligeledes arbejdes der på stien ved kirken.

Ny havevandring er fastsat til 15. juni kl. 17.00. BR sender invitation – også i Outlook.

Udvalget forslår i øvrigt, at der til indkaldelser til alle fælles møder fremover altid sendes invitation via Outlook, og at der skal afgives svar – ja tak, nej tak eller måske. Dette for at undgå spildt arbejde, fordi for få møder op, og så møder kan flyttes og aflyses i god tid.

2.4  Beboerhusudvalget

Orientering:
Motionen er gået i gang med at træne. Andre af husets brugere har fået at vide, de må starte aktiviteter op igen – alle under gældende coronaregler.

Der er udsolgt til børnesommerferiekolonien på Bøtø. Der er stadig ledige pladser på voksen turen. Interesserede kan kontakte beboerhusudvalget.

2.5  Informationsudvalget

Orientering Intet nyt.

3.0 Genåbning/restriktioner covid 19

Alle klubber og foreninger må genåbnes. Der er krav om coronapas for alle deltagere over 15 år i foreningsarrangementer. Stikprøver skal laves dagligt, og ansvaret for dette påhviler brugerne af Grantoftens lokaliteter.

4.0 Afdelingsmøde torsdag d. 26. august 2021

Der planlægges afdelingsmøde torsdag d. 26. august kl. 19. Mødet planlægges holdt i Salen alt efter eventuelle gældende restriktioner og lovgivning. Alternative løsninger i forhold til lokalitet planlægges senere, men det undersøges, om mødet evt. kan holdes i telt.

5.0 AFDELINGSBESTYRELSENS KONTORTID TORSDAG D. 3/6 2021

Der var 1 henvendelse. Henvendelsen var primært vedr. driftsopgaver og vil blive videregivet.

Den åbne del af mødet sluttede kl. 20.10


Download:

Referat-afdelingsbestyrelsesmode-3-juni-2021.pdf